Boganmeldelse: Padder og krybdyr i Danmark.

Padder og krybdyr i Danmark. Læst og vurderet af naturvejleder Niels Dahlin Lisborg.
boganmeld_padderogkrybdyrPadder og Krybdyr i Danmark er en ny, fin bog, der beskriver de danske arter af frøer, tudser, salamandere, slanger, skildpadde og firben. Bogen er ikke så fyldestgørende som bogen ”Nordens padder og krybdyr” der længe har været biblen på markedet når det drejer som om krybdyr og padder, men den er en fin, lille felthåndbog i lommeformat, der dækker langt de flestes behov.

Bog med lyd.
Med bogen har du tilmed frøernes stemmer ved hånden, da bogen indeholder QR-koder, der kan aflæses af enhver smartphone med en QR-kodescanner (kan downloades gratis). I andre boganmeldelser har jeg tidligere været kritisk overfor disse QR-koder, men netop her giver det mening! En hurtig scanning med telefonen og der åbenbarer sig et link, der ved et par klik afspiller frøens eller tudsens stemme.
Med bogen kan man hitte ud af, hvilken slags padde, der kvækker nede i mosen – blot ved at lydsammenligne. Det er nyt!

Brugbar viden og fif til bestemmelse.
Fra forfatterens og forlagets side angives at bogen ikke er skrevet til nørder, men jeg har flere steder fundet brugbar viden, der ikke er at finde i de gammelkendte fagbøger på markedet. F.eks. angives en simpel hjælpekarakter til bestemmelse af de to brune frøarter; butsnudet frø og spidssnudet frø, der visuelt kan være svære (og halvnørdet) at bestemme fra hinanden, men bogen her angiver at butsnudet frø har broget/plettet bug, hvor spidssnudet frø har ensfarvet, hvidgul bug.

Fin kalenderoversigt.
Bogen indeholder også en paddekalender og en krybdyrkalender, der i en overskuelig oversigt fortæller om dyrenes aktivitetsperioder.

Et supplement-ønske til bogens næste udgave vil være en samlet plancheoversigt, enten tegnet eller fritlagte fotos, hvor alle padder og krybdyr illustreres ved siden af hinanden til sammenligning. Det vil øge bogens værdi yderligere til identificering. Desuden kunne jeg godt tænke mig at der var givet plads til at hver art blev introduceret med et helsidefoto.

Den vejledende pris for bogen er kun 129,95 kr. og her får man meget bog og viden for pengene, der generelt er flot illustreret.

Padder og krybdyr i Danmark
Ole Frank Jørgensen – med bidrag af Jan Kjærgaard Jensen, Gyldendal 2015. 110 sider (hardcover). Vejledende pris: 129, 95 kr.

Ugens mest læste

Annoncespot_img

Seneste fra Naturmagasinet

Spørg om natur

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...