Det grønne mos kan være irriterende i græsplæner, men en ny bog giver et nyt syn på disse miniplanter. Mosbegroede skove er med til at forhindre oversvømmelser, og mos blev anvendt som verdens første engangsbleer. Mosser er faktisk lidt af en gavebod.
Læst af naturskribent Søren Olsen
Man støder på mos mange steder, men de fleste af os kender ikke meget til mossernes liv og virke i naturen. De har et enkelt, men forunderligt design uden blomster, frugter, frø eller rødder. Så for at fotosyntesen kan finde sted, må mosserne bogstavelig talt være badet i fugt. De er ekstremt gode til at suge vand til sig, og det er en evne, der kommer naturen til gode på mange måder. Blandt andet betyder det, at mosser kan forhindre oversvømmelser i skovrige områder.
Det fremgår af bogen ”Om at samle mos”, der er skrevet af planteøkolog Robin Wall Kimmerer og udkommet på Forlaget Mindspace. Bogen består af en række sammenvævede essays, der giver læseren en større forståelse for, hvordan mosser lever, og hvordan deres liv er flettet sammen med utallige andre organismers.
I et afsnit om skove og mosser fortæller hun for eksempel om, hvordan regnvandet i en skov strømmer ned ad grene og stammer. Undervejs river vandet små stykker lav og værgeløse insekter med sig, ned til jorden og rødderne. Dette mikroskopiske drivtømmer har nu et rigere indhold af næringsstoffer, end hvis regnen faldt direkte ned på jorden. Mosserne på træstammen fungerer som en slags sandsække i en flod, og i takt ned at vandet flyder ned over mosserne, bliver en stor del af det optaget i de bittesmå hulrum i mosset. Når det så igen er holdt op med at regne, afgiver mosserne stille og rolig regnvandet.
Forfatteren fortæller, at vores viden om hvor meget vand mosser kan indeholde efter en regnbyge, er begrænset. Men en undersøgelse fra en mosbegroet tågeskov i Costa Rica i Mellemamerika viser, at mosserne absorberede 50.000 liter vand per hektar skov under et enkelt regnvejr. Så som hun skriver, er det nemt at regne ud, at konsekvensen af skovrydning er oversvømmelser.
Ovennævnte er blot et af mange eksempler på, hvordan utallige tråde i naturen er flettet sammen i en form for gensidig afhængighed og gaveudveksling. Men mens det er forholdsvis let at se, at mos er til fordel for naturen, så er det lidt sværere at se hvilke gaver mos har til mennesket. I dag er det meget få der bruger mos til noget. Men før i tiden har folk i de kolde, nordlige egne for eksempel foret deres støvler og vanter med bløde mosser. Engang blev mos også anvendt som bleer og hygiejnebind. Spædbørn blev lagt i en blød rede af tørret mos, før de blev viklet fast til det vuggebræt, man bar dem på. Tørvemos kan suge 20-40 gange sin egen vægt i vand, hvilket er på niveau med Pampers. De mange luftlommer i det tørrede mos sørgede for at lede urinen væk fra spædbarnets hud, ligesom mosser suger til sig af fugten i en mose. På lignende måde var det udbredt at bruge tørt mos som hygiejnebind, og forfatteren mener, ”at der gik noget tabt, da man gik over til kogte, hvide klude.”
Bogen er ikke en guidebog til disse miniplanter, men mere en guide til, hvordan deres liv er flettet sammen med utallige andre skabningers liv. Efter læsningen er man måske stadig lidt irriteret på mosset i græsplænen og mellem fliserne, men det er svært ikke at blive fascineret af dets forunderlige verden.
Robin Wall Kimmerer: Om at samle mos. 294 sider, 298 kr., Forlaget Mindspace.
Fakta om forfatteren:
Robin Wall Kimmerer (f. 1953) er botaniker, lærer og forfatter. Hun fik en kandidatgrad i botanik i 1979 og en doktorgrad i planteøkologi i 1983. Hun er professor i miljø- og skovbiologi ved University of New York College of Environmental Science and Forestry, hvor hun er ansvarlig for Center for Native Peoples and the Environment, som har til formål at øge mulighederne for oprindelige folk i Nordamerika til at studere miljøvidenskab. Forfatter til flere bøger, blandt andet hovedværket ”Braiding Sweetgrass” (Fletning af festgræs), som forventes at udkomme på dansk på forlaget Økotopia senere i år
