Boganmeldelse: Insekter i Danmark

Insekter i Danmark læst og vurderet af Marianne Riis.

insekter_boganmeldelseBogen ”insekter i Danmark” er udkommet i en ny 2. udgave. Vi er lige tidligt nok på året til at teste den i felten, men bogen er tænkt som en feltbog, der først og fremmest via de fine illustrationer genspejler det insekt, der skal identificeres.

Som billedbog er bogen god og fyldig – dog med plads til nogle forbedringer i form af angivelse og forståelse af dyrenes størrelsesforhold. Vores store, smukke aftensværmere afbilledes f.eks. ligeså lille som de små spindere og ugler. Og det er synd! Måske ikke for den indviede, der blot har brug for at sammenholde former, streger og træk, men for den ”folkelige” brug var det ønskværdigt at man fik indtryk af dyrenes størrelse blot ved at fornemme tegningerne – uden disse behøver at være i 1:1.

Når vi er ved det ”folkelige” kunne jeg også godt tænke mig at det var det danske artsnavn, der var angivet ved hver illustration og ikke kun det latinske navn. Der er god plads til både dansk og latin ved hver tegning.
Desuden savner jeg et par spektakulære arter som f.eks. dødningehoved og eghjort. Netop nogle af disse insekter med wauw-effekt, der kan vække interesse for insekternes fantastiske verden.
Når det er sagt er bogen god og handy at have med på tur. Netop fordi man i bogen har en omfattende samling på godt 1200 arter med i tasken – og derved er der en ganske god chance for at billedgenfinde det kryb og kravl vi kan møde derude – og det er bogens styrke: Alt (næsten) i et værk!
Teksten om de enkelte arter er ret kortfattet. Feltbogen sætter navn på det du finder, men mere dybdegående viden om det givne insekt må findes i andre værker.

Det er sjældent at bøger giver mere end titlen lover, men det gør denne. Her fås i tilgift til insekterne også fine afsnit og illustrationer med edderkopper, mider og bænkebidere m.m.
“Insekter i Danmark” er helt sikkert en bog, der får plads i min bogsamling, når den da ikke ligger i tur-rygsækken.

Insekter i Danmark af Morten D.D. Hansen og Ole Jørgensen.
Gyldendal 2015, 2. udgave. 358 sider, hardcover.
Vejledende pris kr. 349,95.

 

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...