Boganmeldelse: Hverdagseventyr – Friluftsliv og eventyr året rundt

Tag på vandreture og overnatning i naturen året rundt

Læst af naturskribent Søren Olsen.

Forsiden af bogen. Foto: Lars Mikkelsen

Hop i vandrestøvlerne, tag rygsæk med sovepose på ryggen efter arbejdstid på en almindelig hverdag og tag ud i naturen for at vandre og overnatte. Mød op på arbejdet næste morgen. Det kaldes for mikroeventyr og er et koncept, som den britiske eventyrer Alastair Humphreys har defineret. Hvordan man gør det i en dansk sammenhæng har Mette Arleth skrevet en praktisk håndbog om.

Eventyrtid er det tidsrum på hverdage, vi alle har til rådighed, hvis man ellers kan gøre sig fri af vasketøj og tv-serier, og man kan nå forbavsende meget på den tid. Hvis man først skal kigge i kalenderen efter en weekend uden planer og aktiviteter, så kræver det en stærk kikkert. Med begrebet eventyrtid får man nye briller at se på sin kalender, og man opdager, at det sjældent er svært at finde plads til et hverdagseventyr. Mikroeventyr skal være enkelt og billigt, men stadig sjovt og udfordrende, og det kan foregå på alle årstider.

At sove i det fri. Foto: Karen Greve Sonerset

Mette Arleths bog handler om alle mulige friluftsaktiviteter, men selv sætter hun pris på det at overnatte i naturen på alle årstider. Da undertegnede var i kontakt med hende tilbage i januar, havde hun netop været på en tur i Rebild Bakker med overnatning i frostvejr. Men hun indrømmer, at hvis man aldrig har prøvet det før, er det en god ide at vente med overnatninger til det bliver varmere. Læs mere om hendes ture på www.metteogkarenpaatur.dk.

Mad i det fri. Foto: Mette Arleth

Uanset hvor man bor, så er der inden for en overskuelig radius små og store naturområder, som kan danne ramme om et eventyr med naturoplevelser og en nat i det fri. På den måde er hverdagseventyr er ikke kun for folk med dødsforagt, og som cykler jorden rundt, roer over Atlanterhavet eller står på ski til Nordpolen. Det er derimod en mulighed for at få et frisk pust ind i arbejdsugen, både konkret og mentalt. Og med coronapandemien må man da sige, at sådan nogle forslag og aktiviteter er lige hvad vi har brug for. 

Mette Arleth: Hverdagseventyr – Friluftsliv og eventyr året rundt. 208 sider, 230 kr., Muusmann Forlag.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE