Boganmeldelse: Gendarmstien – 84 km vandring langs den dansk-tyske grænse.

Af naturskribent Søren Olsen.

På vandretur i grænselandet

Forsiden af bogen om Gendarmstien.

Mange danskere har i disse coronatider opdaget glæden ved at bevæge sig ude i naturen, og i hele landet findes der en lang række afmærkede vandreruter. En af Danmarks smukkeste og mest afvekslende er Gendarmstien på nordsiden af Flensborg Fjord. Her bugter ruten sig langs fjordens kyster og går gennem kystskove og små kystbyer, forbi fiskerhuse og badestrande, og byder på både en spændende natur og en helt unik historie.

Stiens navn skyldes, at patruljerende grænsegendarmer gik her og holdt øje med den dansk-tyske grænse fra Genforeningen i 1920 til 1958. De blåklædte gendarmer havde til opgave at bevogte landtoldgrænsen, kontrollere skibsfarten og ellers holde øje med smuglere. Da grænsevagterne blev afløst af andre myndigheder, blev stien overflødig, men i 1980’erne blev den genopdaget og udbygget til vandresti. Den 84 kilometer lange rute kan tages i småbidder og er især oplagt til en sommertur.

Ømme fødder og skitsebogen på skødet. Foto fra bogen.

Forlaget Hovedland, der tidligere har udgivet en guidebog til Hærvejen, har netop sendt en lignende guidebog på gaden om Gendarmstien. Bogen har fine kort og masser af praktiske oplysninger om forplejning undervejs og om overnatningsmuligheder, for eksempel i shelters.

Forfatteren har gået turen flere gange og fortæller levende om grænselandet og dets historie, om kunst og kultur. Den lange rute er i bogen delt op i fem etaper, og hvert kapitel indledes med et lille ”pilgrimsdigt”, som dette salmevers af B.S. Ingemann: ”Fred hviler over Land og By, ej Verden larmer mer, fro smiler Maanen til sin Sky, til Stjærne Stjærne ser.”

Ulla Conrad: Gendarmstien –  84 km vandring langs den dansk-tyske grænse. 144 sider, gennemillustreret med detailkort. Vejledende pris 190 kr., Forlaget Hovedland.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...