En bog om oplevelsesmuligheder med børn i de danske nationalparker.
Læst og vurderet af Marianne Riis.
“Friluftsrollingers favoritter i de danske nationalparker” er en ny bog om oplevelsesmuligheder med børn i de danske nationalparker. Forfatterne bag; Julie Pio Kragelund og Sophie Hastrup Christensen gør op med at man faktisk godt kan have småfolket med på tur – endda med succes, hvilket vi nok er en del forældre der til tider kan være udfordret med.
Bogen kommer fint omkring vores fem nationalparker med fokus på familieoplevelser med børn. Der er gode eksempler på turaktiviteter: vandreture, cykelture, vandhulsaktiviteter m.m. De enkelte stednavne er angivet med adresse, så de er lige til at finde. Desuden henviser bogen flittigt til links, hvor der kan hentes mere viden om det udvalgte sted.
To naturpas med opgaver medfølger
Med bogen, der generelt er fint illustreret med fotos og kort, medfølger et par naturpas. Ideen bag er god, hvor oplevelser og bedrifter krydses af som i et samlehæfte, men afprøvet på egne børn (7 og 9 år) havde det ikke helt den ønskede effekt. Tegningen af gyvel (Mols Bjerge) kan på ingen måde bruges til identifikation, så at finde og afkrydse en gyvel kræver en florabog eller en naturkyndig på turen. Mange af afkrydsningspunkterne er årstidsbestemte f.eks. anemoner og citronsommerfugl, så her kan ikke samles krydser i efterårsferien. Børnene fandt ret hurtigt en bænkebider til afkrydsning i passet, men ikke en der ruller sig sammen som en kugle som angivet i naturpasset. Det er da også kun én art, kuglebænkebideren, ud af 27 danske arter, der netop ruller sig sammen som en kugle når den tages op.
Planlægning og tilpasning af ture med børn
Bogens styrke er ikke mindst de indledende kapitler, der generelt oplyser hvor man finder information – og hvordan man planlægger og tilpasser ture med børn – opdelt efter alder. Her er flere gode råd at hente. Bogen gør dig også klogere på de regler, der gælder i naturen. Hvor må man færdes? Må man overnatte på stranden? Hvordan med bål? m.m.
Der er nok mange, der ikke kommer landet rundt og besøger alle nationalparkerne, men bogens første kapitler kan bruges i alle naturområder – og hånden på hjertet er der mange naturområder i Danmark, der er langt mere spændende end mange af nationalparkerne.
“Friluftsrollingers favoritter i de danske nationalparker” er alt i alt en fin bog med en god introduktion til at have børn med i naturen.
Friluftsrollingers favoritter i de danske nationalparker af Julie Pio Kragelund og Sophie Hastrup Christensen. Muusmann Forlag 2021, softback, 264 sider. Vejledende pris: kr. 299,95.