Soldatertægen og andre planteædende frøtæger.

Læst af naturskribent Søren Olsen.

Tæger ligner fladtrykte biller og ses ofte på planternes frøskærme. Den farlige, blodsugende skovflåt omtales somme tider som en tæge, og det har givet de fredeligetæger et dårligt ry. Men skovflåten er ikke en tæge, den er en mide. De omkring 500danske tæger er helt ufarlige, og den eneste ubehagelige tæge i Danmark er væggelusen.
Tægerne er delt op i forskellige grupper, hvoraf den kendteste er blomstertægerne, og dem har Lars Skipper tidligere skrevet om. Nu har han, sammen Ole Fogh Nielsen, udgivet en bog om en anden, knap så velkendt gruppe af tæger, nemlig de 77 danske arter af frøtæger. Den mest kendte af disse arter er soldatertægen, der desværre kun findes på Bornholm, men som med sine røde og sorte farvetegninger er let at få øje på.
De fleste frøtæger har brune og sorte farver og deres forholdsvis tilbagetrukne levevis gør, at man sjældent lægger mærke til dem. Men studerer man dem nærmere, så har de ofte nogle smukke mønstre med pletter og punkteringer, altså fordybninger i hudskelettet. Navnet frøtæger er rammende, for hovedparten lever af at suge næring fra plantefrø. Nogle enkelte arter supplerer dog plantekosten med andre fødeemner som for eksempel ådsler.

En stor del af frøtægerne holder til på heder og overdrev, hvor de typisk lever af planter som hedelyng og timian, men der er også en række arter der lever på mere skyggede og fugtige områder. Langt de fleste holder til på eller tæt ved jordoverfladen, mens enkelte arter kan træffes højt til vejrs i både løvskov og nåleskov.
Hver art beskrives med udseende, levesteder, værtsplanter, forvekslingsmuligheder og udbredelse. Den meget flotte bog har mere end 300 farvefotos og der er udbredelseskort til alle arterne.
Lars Skipper & Ole F. Nielsen: Danmarks frøtæger. 207 sider, 375 kr., Apollo Booksellers.