Flere danskere har i sommerheden stiftet bekendskab med en lille glubsk, bidende larve. Den varme og tørre sommer har nemlig fået flere insekter til at bide i deres søgen efter vand.
Den glubske larve.
Guldøjens larve eller bladlusløven som den også kaldes, er en historie for sig selv. De fremadrettede munddele fungerer som en tang, der brutalt griber og gennemborer byttet. Herefter bliver byttet, som normalt er en bladlus, udsuget. Det latinske navn for Almindelig guldøje er Chrysoperla carnea. Carnea betyder rovlevende og man må sige, at larven lever op til sit ry som et grådigt rovdyr.
Ser vi på det med menneskeøjne er larven et nyttedyr (når den da ikke lige sætter bidetangen i vores hud), da det primært er bladlus, der er på menuen og larven kan fortære en hel del inden den forpupper sig og bliver til det voksne insekt. Larven er kun ca. 1-1,5 cm når den er udvokset. Den er fyldt med mange stive hår som ofte ses hos mange billelarver.
Insekterne tørster.
Særligt i denne meget varme og tørre sommer har flere danskere end normalt oplevet at blive bidt af insekter udover de traditionelle myg og klæger. De er simpelthen tørstige og i deres søgen efter væske bliver vi bidt. Det gælder udover bladlusløverne også tørstige mariehøns.
Et bid fra en bladlusløve skulle efter sigende kunne mærkes markant, helt afhængig af hvem der bliver bidt og vor tyk huden er. Flere beskriver også, at det sviger og kløer efterfølgende, men oftest forsvinder smerten og ubehaget efter relativ kort tid.
Læs mere om insektet Guldøje, der ofte ses indendørs: Guldøje – et grådigt rovdyr med guldglinsende øjne.
MR/
Kilder: naturhistoriskmuseum.dk.