Bjerglærker i lavlandet

Der er ikke meget bjergland over Danmark selvom vores land flere steder er ganske kuperet og bugter sig i bakkedal. Ikke desto mindre besøges landet af flere “bjergfugle” under efterårets træk – i hvert fald af navn. I dette efterår kan bl.a. nævnes bjergpiber, bjergirisk og bjergvipstjert – og så er der lige bjerglærken, der i disse efterårsdage er på visit!

Bjerglærke , foto: Bouke Atema, Dreamstime.

Nogle fugle hopper rundt på en åben mark og falder ret godt sammen med den mark de sidder på. Det er bjerglærker – gæster fra det nordlige Skandinavien. Måske endda helt ovre fra Rusland?
Umiddelbart syner fuglene ikke af noget særligt, men gennem kikkerten ses de gråbrune fugle med særprægede gule og sorte ansigtsmarkeringer, der afslører at det er bjerglærker på visit.

Bjerglærken (Eremophila alpestris) er omtrent på størrelse med sanglærken, måske en anelse slankere. Den måler ca. 16 centimeter og vejer omkring 40 gram. Bjerglærken yngler ikke i Danmark, men nogle flokke af bjerglærker overvintrer herhjemme. Oftest i kystnære egne i Vestjylland og Nordjylland. Selv har jeg flere gange også mødt småflokke inde i landet på enge og marker. En del fugle trækker dog videre mod sydøst, hvilket er gange forståeligt når vinteren lægger sig over landet.
Det er ret betagende at betragte de nordlige gæster når de afsøger marken for spiselige frø.

Bjerglærke ved kysten. Foto: Bouke Atema, Dreamstime.

Hør bjerglærken her:

På engelsk kaldes bjerglærken måske mere passende for Shore Lark – kystlærke eller Horned lark – hornlærke med henvisning til fuglens sorte fjerhorn, der er mest markante hos hannen.

Vores egen sanglærke kan ofte høres igen på træk i februar. I det tidligste forår, hvor vinterens bjerglærker forlængst er trukket op i fjeldlandet mod nord, så tager vores egen sanglærke over – og der er intet som lyden af de første sanglærker på himlen.
/NL

Lydoptagelse: Lars Edenius, Xeno-canto.org.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE