Bildæk af gummi fra mælkebøtter

Via genteknologi kan mælkebøtter producere naturgummi af høj kvalitet.

Mælkebøtter kan producere naturgummi i høj kvalitet bl.a. til bildæk.
Mælkebøtter kan producere naturgummi i høj kvalitet bl.a. til bildæk.

Naturgummi laves normalt af saften fra gummitræet, som vokser i bl.a. Sydamerika, Afrika og Sydøstasien, men nu blander vores hjemlige mælkebøtter sig i konkurrencen. Tyske forskere og ingeniører er lykkedes med at udvinde gummi af høj kvalitet fra mælkebøttens rødder. Det er ikke ny viden at mælkebøtter har et højt indhold af “gummisaft”. Allerede under 2. Verdenskrig forsøgte både amerikanerne og russerne at lave gummi af mælkebøtter, men produktionen var besværlig fordi den klistrede saft størknede og stivnede.
Det har tyske forskere nu fundet løsningen på: genteknologi! Forskerne har afdækket det gen, der får saften til at koagulere og samtidig har forskning og forsøg afdækket de gener i mælkebøtten, der sikrer et højt udbytte af gummi. Resultatet er en genforædlet plante, der indeholder gummi, der er fuldt på højde med gummi fra gummitræer. En af mælkebøttens styrker et at den kun behøver et år fra frø til høst.

…forskere og ingeniører er lykkedes med at udvinde gummi af høj kvalitet fra mælkebøttens rødder”

Bildæk lavet af gummi fra mælkebøtte.

Dækproducenten Continental og tyske forskere er tæt på gennembrud med at udvinde gummi fra mælkebøtter og bruge det i bildæk. De første testdæk ventes at være på vejen i løbet af få år. “Sammen med instituttets eksperter er vores forskere og ingeniører lykkedes med at udvinde gummi af høj kvalitet fra mælkebøttens rødder. Det er foregået i laboratorier, men nu er vi gået sammen om at opføre et pilotanlæg i Münster, hvor naturligt gummi kan produceres i langt større skala“, fortæller Georg Nielsen, adm. direktør for Continental Dæk Danmark A/S til Jernindustri.dk. “Dette er et markant skridt frem mod Continentals mål om at producere dæk til personbiler, lastbiler, cykler osv. helt uden fossile materialer. Lykkes vi med at producere mælkebøtte-gummi i tilstrækkelige mængder, er vi med ét langt mindre afhængige af høsten i de subtropiske områder, hvor gummitræet vokser“, lyder det fra Continental Dæk Danmark.

Udover den nye konkurrence fra mælkebøtter lider gummiproduktionen (naturgummi) fra gummitræer også under problemer med plantesygdomme (svampeangreb), hvilket har gjort naturgummiproduktionen urentabel i Sydamerika, hvor gummitræet ellers er naturligt hjemmehørende med oprindelse i Amazonas-regionen.

Kilder: Landbrug & Fødevarer, Jernindustri.dk, Ing.dk

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder