Verdens mest truede dyr kan reddes for 9 milliarder!

841 særlige dyrearter har kun ét levested tilbage. Hovedparten kan reddes for en pris på 9 mia. kroner!

Amsterdam albatrossen ( Diomedea amsterdamensis) kan opnå et imponerende vingefang på 340 cm. Desværre spås fuglen ringe chancer for at overleve som art. Foto: Vincent Legendre.
Amsterdam albatrossen (Diomedea amsterdamensis) kan opnå et imponerende vingefang på 340 cm. Desværre spås fuglen ringe chancer for at overleve som art. Den yngler kun ét sted: Amsterdam Island i det Indiske Ocean. Foto: Vincent Legendre.

Overraskende billigt.
I det videnskabelige tidsskrift Current Biologi kan man læse, at et internationalt forskerhold har undersøgt, hvad det vil koste at bevare verdens allermest udryddelsestruede dyrearter. Forskerholdet har taget udgangspunkt i et index kaldet conservation opportunity index. Her får de truede dyrearter tildelt en score på en skala fra 0-10 ud fra hvor gode mulighederne er for at bevare dem i deres naturlige miljø eller i fangeskab.

Indexet er lavet på baggrund af en række forskellige faktorer som tager hensyn til, hvilke muligheder der er for at bevare og beskytte dyrenes levesteder ud fra de økonomiske omkostninger, den politiske stabilitet i det pågældende land samt sandsynligheden for urbanisering i området. De dyr som er med i undersøgelsen er alle på listen over verdens absolut mest truede dyrearter fra organisationen Alliance for Zero Extinctions (AZE). Et af kendetegnene fra listen er, at de dyr som optræder kun har et enkelt levested tilbage på kloden.

Ifølge postdoc Jonas Geldman som forsker i bevaringsbiologi ved Københavns Universitet er det spændende og gennemarbejdet resultater forskerholdet har fundet frem til. De bliver blot styrket af, at de læner sig op af tidligere velansete studier som viser, hvad det koster at opkøbe og forvalte landområder forskellige steder i verden. Han mener at prisen på omkring en milliard dollars om året for at redde 841 truede dyrearter er utroligt billigt.

40% kan bevares i deres naturlige habitat hvis der handles nu.
Hvis det rigtige beløb bliver investeret og vi reagerer hurtigt er det ifølge forskerne muligt at redde hele 841 arter fra at uddø. Cirka 40% af arterne kan bevares i deres naturlige leveområder, hvor resten forventes at kunne bevares i zoologiske haver. Men det kræver en hurtig indsats! Adjunkt på Syddansk Universitet og leder af forskerholdet bag undersøgelsen Dalia Amor Conde, fortæller som eksempel om flagermusarten Christmas Island pipistrelle (Pipistrellus murray) man mener uddøde for blot få år siden. Den ville ifølge forskerne have gode muligheder for at overleve ifølge det nye index, men det var ikke muligt for Australien at redde den, da de var for længe om at lave en bevaringsplan. Dalia Amor mener derfor at det er vigtigt, at der reageres hurtigt. En hurtig reaktion vil også kunne hjælpe verdenssamfundet til at nå målene i FN’s biodiversitetskonvention for år 2020 som omhandler beskyttelse af naturens mangfoldighed.

Ikke muligt at redde alle.
For 15 af de udpegede arter ser fremtiden dog ikke så lys ud. De har alle en meget lille chance for at klare sig, hverken i fangeskab eller i deres naturlige leveområde. Dalia Amor Condo tvivler på, at der er penge og ressourcer til at redde alle de analyserede arter og mener derfor, at der skal tages nogle rationelle valg. En stor del af arterne har gode overlevelsesmuligheder, hvis blot pengene og ressourcerne er til rådighed hurtigt nok.
MR/
Kilde: Videnskab.dk, Current Biologi.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...