Villahavens kæmpelarve – kig i ligusterhækken!

Larven kan være svær at få øje på. Har du liguster, snebær eller syrén i din have, har du måske også en spændende gæst? Det er værd at kigge efter.

Store, grønne larver i hækken!

Hvert år omkring september får NaturGuide eMagasin en del henvendelser om “store, grønne larver”. Det er larven af ligustersværmeren, der er på spil – en af Danmarks største natsommerfugle med et vingefang op til 12 cm. Det er dog ikke kun som voksen at ligustersværmeren er stor og prangende. Larven kan også blive kæmpestor – op til 10 cm og tyk som en mands finger! Tilmed har den nærmest en neongrøn farve med fine, lilla og hvide striber på siden, hvilket får den til at se regnskovstropisk ud. Umiddelbart slet ikke noget, der passer ind i en hæk i et dansk villakvarter. Ikke desto mindre er arten pæredansk og da larven har en forkærlighed for ligusterhække og buske som snebær og syrén er den alligevel et oplagt biologisk indslag i et dansk villakvarter.

Larven er harmløs, selvom den ser farlig ud

Den store larve vækker berettiget opsigt! Den er ganske harmløs.
Den store larve vækker berettiget opsigt! Den er ganske harmløs.

Larven optræder sjældent talrigt. Ofte finder man kun en enkelt eller nogle få stykker i samme busk og derfor er kæmpelarven slet ikke nogen betydende skadevolder. Tværtimod er det hver gang en oplevelse at møde kæmpelarven, der kan opleves fra sensommeren til sidst i september. På bagkroppen har larven et sort horn, der får den til at se lidt drabelig ud. Det ligner noget, der kan stikke! En stikbrod ligesom hos en hveps?! Men sandheden er at “hornet” er ret blødt at berøre og kan overhovedet ikke stikke. Hos nogle tropiske arter er hornet meget længere og tyndere og kan bruges som en slags pisk til at holde parasit-fluer og -hvepse på afstand, men her i de nordlige, tempererede egne kender man ikke funktionen. Måske har det blot til formål at skræmme og se farlig ud? Og derved holde fjender lidt på afstand.

Når larven har vokset sig stor søger den ned på jorden og finder et passende sted at forpuppe sig.

Larven forpupper sig i jorden. Inde i puppen sker der en fuldstændig forvandling, hvor larven omdannes til et flyvende insekt, der typisk bryder ud næste sommer. Fotos: Entomart.be (tv) og Olaf Leillinger (th).
Larven forpupper sig i jorden. Inde i puppen sker der en fuldstændig forvandling, hvor larven omdannes til et flyvende insekt, der typisk bryder ud næste sommer. Fotos: Entomart.be (tv) og Olaf Leillinger (th).

/NL
Kilder: learnaboutbutterflies.com, Wikipedia.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE