Ulve var ræve – antallet af ulve i Danmark nedjusteres til 4!

Der er formentlig kun 4 ulve i Danmark imod de 40 individer som DCE tidligere har antaget. Foto: GraphicStock photographed in animal park. Wild wolf
Der er formentlig kun 4 ulve i Danmark imod de 40 individer som DCE tidligere har antaget. Foto: GraphicStock.

Hidtidige indsamlede DNA prøver har snydt forskerne fra DCE (National Center for Miljø og Energi) ved Aarhus Universitet. DCE vurderede prøverne til at stamme fra ulve, men nu viser det sig, at der er tale om DNA fra ræve!

Tidligere resultater trækkes tilbage.
DCE trækker nu deres tidligere resultater om antallet af ulve i Danmark tilbage. Det sker efter usikkerhed af de DNA-analyser, der hidtil er blevet foretaget. Det er blandt andet ud fra de DNA-analyser, at instituttet tidligere har oplyst, at der var 40 ulve i landet. Men efter at prøverne er blevet sendt til Tyskland for yderligere test, viser det sig, at størstedelen af prøverne var fra ræve og ikke ulve!
Ifølge Peter Sunde, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, trækkes tidligere resultater tilbage for at undgå enhver tvivl, indtil at de er nøje gennemgået. Ifølge de nye tal er der kun sikkerhed for en lille håndfuld ulve i landet.

Ny organisation.
Usikkerheden omkring resultaterne har ført til en ændring på hele ulveområdet. Fremadrettet bliver det Aarhus Universitet, Naturhistorisk Museum (NHMA) og DCE med Seniorforsker Peter Sunde i spidsen, som skal overvåge ulvebestanden i Danmark. Prøver af ekskrementer, kadavere og sportegn samt observationer vil blive registreret og valideret efter samme standarder som bruges i Tyskland. Alle data lægges i en database som styres af NHMA. Derudover vil DNA-prøver indsamlet af DCE og NHMA sendes til Senckenberg Instituttet i Tyskland for analyse.
Visionen er, at den nye database med tiden skal sammenkøres med de tyske databaser, da Danmark deler ulvebestand med især Tyskland.

Hund kan spore ulve.
Udover de ovennævnte tiltag kommer der en specialestuderende fra Universitet i Freiburg til Danmark sammen med sin særlige hund. Hunden er specialtrænet til at lokalisere afføring og urin fra netop ulve. Et andet tiltag er, at NHMA og DCE iværksætter en eftersøgning i 3-4 områder i Jylland. Det vil ske med hjælp fra blandt andet frivillige fra ”Projekt Dansk Ulv” samt opsættelse af vildtkameraer. Alle tiltag skal medvirke til at få et bedre overblik og et mere reelt billede af forekomsten af ulv i Danmark.
MR/

Kilde: DCE.dk, dr.dk

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE