Ny skovflåt-smitte kan snyde lægen

Så små er de! Den potentielt farlige blodmide; skovflåten kan overføre farlige bakterier. De tidlige stadier af skovflåter kan være meget små!
Så små er de! Her fotograferet på en tommelfinger. Den potentielt farlige blodmide; skovflåten kan overføre farlige bakterier. De tidlige stadier af skovflåter kan være meget små!

Nyopdaget skovflåt-bakterie kan snyde lægen.

Et internationalt forskerhold med bl.a. danske forskere, har opdaget at nogle danske skovflåter bærer en hidtil ukendt, smittefarlig bakterie kaldet Borrelia miyamotoi. Det er en anden Borrelia-bakterie end den skovflåten hidtil har været berygtet for at overføre, når den suger blod på mennesker.

Anderledes symptomer.
Den klassiske Borrelia-infektion viser sig ved et rødt udslæt omkring bidstedet, hvor det i typiske tilfælde vil vokse i størrelse i løbet af 1 til 4 uger, samtidig med at dette udslæts centrum bleger af. Men Borrelia miyamotoi giver nogle helt andre symptomer! Den nyfundne bakterie kan i første omgang forårsage muskelsmerter og tilbagevendende feber, hvor en periode med feber forsvinder af sig selv for så at vende tilbage ca. 10 dage senere.

Kan føre til hjernehindebetændelse
Borrelia miyamotoi kan have ligeså alvorlige konsekvenser som andre Borrelia-bakterier og give neuroborreliose, der kan føre til hjernehindebetændelse, nervelammelser – og i værste tilfælde udvikling af demens. I meget sjældne tilfælde kan hjernebetændelse medføre døden.

Sygdommen kan relativt let behandles, hvis den opdages.
Endnu er der ikke bekræftet tilfælde, hvor bakterien har smittet danskere, men forskerne bag undersøgelsen vurderer at det også er sket i Danmark. Heldigvis kan den nyopdagede bakterie forholdsvis let bekæmpes med antibiotika, hvis den altså opdages.

Det er værd at bemærke at langt fra alle skovflåter er inficeret af de farlige bakterier. Den bedste forebyggelse mod faren er at tjekke sig selv for skovflåter når man kommer hjem fra skoven, engen eller hvor der ellers findes flåter og hurtigst muligt fjerne den eller de flåter, der har bidt sig fast. Fra USA ved man, at der går mere end 24 timer, før Borrelia-bakterien overføres, men det er ikke helt klart om det også gælder for danske flåter.

Kilder: Videnskab.dk, TV2-nyhederne, Netdoktor.dk, Netpatient.dk.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE