Smittefarlig parasit fundet i sønderjyske ræve
18. februar 2013

18-02-2013
DTU Veterinærinstituttet har fundet parasitten rævens dværgbændelorm i fire ræve fra området omkring Højer i Sønderjylland. Parasitten kan smitte til kæledyr og mennesker.
Rævens dværgbændelorm er udbredt i store dele af Europa og kan smitte til mennesker gennem kontakt med afføring fra smittede dyr som for eksempel ræve og hunde, hvilket kan have alvorlige følger. Parasitten kan i larvestadiet angribe leveren og kan give alvorlige (dødelige) leverbeskadigelser efter en årrække. Rovdyr får smitten ved at æde mus eller andre gnavere.
Siden september 2011 har DTU Veterinærinstituttet overvåget for parasitten rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis). Indtil nu er 679 vilde rovdyr fra den danske natur blevet undersøgt for parasitten – 546 ræve, 129 mårhunde, 3 grævlinge samt ulven fra Thy.

Rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis) i stor forstørrelse. Foto: Mohammad Nafi Solaiman Al-Sabi/DTU Veterinærinstituttet
Fundet i sønderjyske ræve
I april 2012 blev parasitten fundet i en ræv fra området omkring Højer i Sønderjylland, og nu er parasitten fundet i yderligere tre ræve, der alle er nedlagt omkring Højer. I alt er der undersøgt 13 ræve fra dette område
Kan smitte til hunde og katte
Både katte og hunde kan smitttes med dværgbændelormen, men i modsætning til hunde er katte dårlige værter for parasitten og derfor udskiller katte kun få æg med mindre smitterisiko til følge. Generelt viser inficerede kæledyr ingen symptomer.
På baggrund af de smittede ræve omkring Højer anbefaler Fødevarestyrelsen nu derfor, at hunde fra Tønder Kommune behandles mod orm regelmæssigt hver 4. uge.
Læs mere om Rævens dværgbændelorm
Kilde: DTU Veterinærinstituttet.
Del artiklen:Ræve bændelorm – en potentiel smittefarlig parasit!
18. april 2012
Potentiel farlig parasit er måske mere udbredt i naturen end tidligere antaget.
Rævens dværg-bændelorm Echinococcus multilocularis, der er mellem 1-3 mm lang, er i 2012 for første gang fundet i en jysk ræv. I 2000/2001 blev tilsvarende fund gjort i Københavnsområdet. Parasitten kan også smitte mennesker.

Dværg-bændelorm kan give leverskader hos mennesker, men risikoen for smitte er lille.
Fundet kan tyde på, at parasitten er mere udbredt i naturen end tidligere antaget. Parasitten kan smitte til mennesker, hvor den i larvestadiet angriber leveren og kan give alvorlige (dødelige) leverbeskadigelser efter en årrække. Ifølge DTU Veterinærinstituttet, der overvåger parasittens udbredelse, er risikoen for smitte formentlig lille, men veterinærinstituttet anbefaler at man er opmærksom på mulige smittekilder.
Smittekilder og symptomer.
Mennesker smittes gennem kontakt med afføring fra smittede dyr f.eks. ræve og hunde, så det er vigtigt at have god hygiejne i særdeleshed, når man håndterer dyr. Ejere af jagthunde bør således være særligt opmærksomme på risikoen for smitte, ligesom tæt kontakt med byræve f.eks. via fodring menes at udgøre en risiko for mennesker.
Rovdyr herunder ræve, mårhunde og hunde bliver smittet ved at spise mus eller andre gnavere, hvor larvestadiet af bændelormen findes som cyster i leveren. De kan ligeledes bære på æg i pelsen, hvis de f.eks. har rullet sig i afføring fra smittede dyr.
Rævens dværgbændelorm giver som regel ingen symptomer hos smittede rovdyr. Hos melleværten, herunder mennesker, danner larvestadiet små væskefyldte blærer, såkaldte hydatider, i levervævet. Symptomerne vil være træthed og ømhed i leverområdet.
Vask bær, urter og svampe, der samles i naturen
Naturstyrelsen anbefaler at man er omhyggelig med at vaske bær, urter og lignende, man samler i naturen, da de kan være inficeret med æg fra parasitten via afføring fra blandt andet ræve. Det anbefales at følge nedenstående forholdsregler:
- Vask hænder, hvis du har rørt ved ræv, mårhund og andre rovdyr.
- Undgå om muligt, at hunde æder mus og andre gnavere, da disse dyr kan være smittet med parasitten.
- Undgå kontakt med byræve og lad være med at fodre dem.
- Få jævnligt undersøgt din hund og kat for parasitter og giv ormekur, hvis de har bændelorm.
- Vask bær, urter, nedfalden frugt og svampe, inden du spiser eller tilbereder det. Rådet gælder også grøntsager og andet fra køkkenhaver.
- Overdæk børnenes sandkasse, så rævene ikke kan forurene sandet med deres afføring.
Katte er mindre udsatte.
Der kendes et enkelt tilfælde, hvor parasitten blev fundet i en nordsjællandsk kat, men på trods her af menes katte ikke at udgøre en væsentlig risiko i forbindelse med smitte til mennesker. Det skyldes, at parasitten af en eller anden grund ikke trives godt i katte.
Dyr kan effektivt behandles mod rævebændelormen (echinococcer) med et receptpligtigt ormemiddel.
Kilder: DTU Veterinærinstituttet, Fødevarestyrelsen, Naturstyrelsen, Netdyredoktor.dk
Del artiklen:Mårhunden breder sig
9. oktober 2008

Mårhunden breder sig mod nord – og medbringer parasit
I 2008 har der været flere danske meldinger om mårhunde. Ved Skjern i Vestjylland blev et eksemplar fundet trafikdræbt, oplyser Skov- og Naturstyrelsen i Blåvandshuk. Mårhunden har spredt op igennem Tyskland og er nu også begyndt at bevæge sig videre til Danmark. Det lille, lavstammede dyr, der kommer fra Sibirien, er ikke populært hos myndighederne, der opfordrer danske jægere til at skyde dyret på alle tider af året. Mårhunden er ikke velkommen da den er en unaturlig konkurrent i den danske fauna. Derudover kan mårhunden også medbringe en frygtet parasit (Echinococcus multilocularis), der kan smitte mennesker. Parasitten kan ødelægge de indre organer med risiko for dødelig udgang til følge.
Vores hjemlige røde ræv bærer også denne parasit (herhjemme kaldet ræve-dværgbændelorm), men mårhunden er ca. 10 gange hyppigere inficeret end tilfældet er hos ræven. Parasittens æg spredes via rovdyrenes afføring.









