Bringer din tættere på naturen

Fotoreportage: En kamp på liv og død!

Drama ved slottet!

Kæmpe skrubtudse angrebet af en stor snog!
Vejret var godt, mildt og let overskyet. Vi var på besøg i slotshaven ved Frederiksborg Slot. Masser af mennesker, masser af blomster og masser af motiver. Som altid er kameraet med som tro følgesvend og der bliver blandt andet stillet skarpt på en lappedykker i slotssøen og en allike i de gamle lindetræer. Vi går lidt afsides op mod den mindre friserede plæne nordøst for slottet. Vi følger en rød mur, hvor nogle pæretræers arme er spændt fast – og dér sker det! Lige foran os, tæt ved muren, har en snog kastet sig over en stor, tyk tudsemor og der udspilles et drama på liv og død lige foran vores fødder!

En kamp for livet!
Snogen har bidt sig fast om tudsens hoved og får tudsen væltet rundt på ryggen. Tudsen opgiver dog ikke uden kamp og puster sig op som en ballon for at undgå at ende i snogens mave. Tudsen synes alt for stor for snogen, men slangen giver ikke slip og kæmper ufortrødent videre. Til sidst bliver tudsen slæbt ind i ly under en busk. Om tudsen undgik sin skæbne eller endte som snogeføde er derfor uvist. Se de dramatiske billeder herunder!


Af Niels Lisborg & Sabine Jensen

Edderkopper

Oversigt over artikler om Danmarks edderkopper på NaturGuide.dk

Edderkoppens anatomi   
   
    

 Edderkopperne har en lang forhistorie
Fossile fund har afsløret at de tidligste edderkopper har eksisteret i mindst 380 millioner år. Til sammenligning har mennesket eksisteret i mindre end 5 millioner år.

Der findes edderkopper i næsten alle miljøer fra fugtig tropisk regnskov til tørre ørkener. Der er edderkopper, der lever under vand og der træffes edderkopper i bjerge i flere kilometers højde. Selv i isdækkede områder kan der træffes edderkopper under sneen.

En edderkop bringer lykke
En edderkop bringer lykke, siger man. Ikke desto mindre modtages edderkopper ofte med blandede følelser. I Danmark er vi beriget med mere end 530 arter. På verdensplan er beskrevet ca. 38000 arter og flere kommer stadig til.

Nye edderkopper i Danmark
I takt med det milde klima dukker nye edderkopper op. Nogle kommer hertil båret af vinden. Nogle af de seneste tilkomne arter er bl.a. hvepseedderkoppen (Argiope bruennichi) og ruderat husedderkoppen (Tegenaria agrestis).

Kilder: Nature 424 7/8-03, Forskning.no, britishspiders.org.uk, zmuk.dk.